Kamp til stregen .....

Så blev Thy 2. som det sidste af klubbens 4 hold færdig med årets holdturnering. De 3 øvrige hold havde, som de fleste nok har bemærket, opnået topplaceringer. Så der var noget at leve op til! A- rækken har i år, bortset fra det meget suveræne tophold Viborg 2, været meget jævnbyrdig. Vi lå inden sidste runde på 3. pladsen, kunne slutte på alt fra 2. til 6. pladsen. Aftenens kamp mod de rutinerede Vorgod mandskab tegnede på forhånd meget lige.

På de 2 øverste brætter holdt Jesper og Hans Jørgen Raunborg Vorgods 2 klart bedste spillere Peder Brøgger og Mogens Poulsen stangen. Både Hans Jørgen og Jesper spillede sikkert og sikrede remiser mod de ratingmæssigt overlegne modstandere. Resten af Vorgods hold er klart svagere, hvad det til dels lykkedes os at udnytte! Uffe spillede noget risikabelt i åbningen og Jørgen Nørgård havde tilsyneladende fat i den lange ende i et parti med modsatte rokader. Det lykkedes dog Uffe at stabilisere sin stilling og da han senere vandt en kvalitet kom sejren i hus. Holdlederen kom også skidt fra åbningen og Poul Ehlers Nielsen fik et hårdt pres på min konge. Jeg fik dog reddet stormen af og op mod tidskontrollen kiksede min modstander fælt, da han slog et tårn jeg havde sat ud som lokkemad! Efterfølgende var der mat i 3.

Poul angreb i vanlig stil. Angrebet slog dog ikke igennem i første omgang, men på vej over i slutspillet vandt vor mand en kvalitet og førte derefter pointet sikkert i hus. Torben fik ikke denne aften gang i sit ellers farlige angrebsspil og partiet blev taget remis efter nogen tids stillingskrig. Jørgen delte også uden de store sværdslag. I slutspil med springer og løber og merbonde til Jørgen spillede han på det sikre og tog den halve. Mogens bukkede desværre i en lige stilling og mistede dronningen for 2 lette. Han kæmpede videre et stykke tid, men der var ikke mere at gøre. 5-3 sejr til os og skulle det vise sig, lige nøjagtig nok til at vi kunne avancere til 2. pladsen

Hvor suverænt det stærke hold fra Viborg 2 har været understreges af at de vandt rækken med 42 point, mens Thy 2 med 30 point lige akkurat sikrede sig 2. pladsen foran Herning 3 med 29½. Sidst sluttede Morsø med 21. Slutstillingen og alle resultater kan findes på: www.9hk.dk,  hvor man også kan se alle spilleres enkelt resultater og ratingudvikling. Topscorere for Thy 2 blev Torben Lauersen og Egon Madsen, begge med 5/7. Også Poul Ladefoged havde en flot turnering med 4/5.

Holdlederen vil med disse sige ord tak for denne sæson, der sluttede med den bedste placering for klubbens 2. hold så langt jeg kan huske tilbage!

            
                     Egon Madsen, holdleder Thy 2








Tilbage