Klubturneringen 2006 startet.

Klubturneringens år 2006 udgave startede i går og bød traditionen tro på et par afbud. En i hver gruppe. Der spillede således tre af fire partier i hver af de to grupper.

Egon forsøgte sig med nogen for ham nye træk i noget der lignede en slags dronningebondespil med g6 og Lg7. Uffe fik et godt pres da Egon ikke fik spillet det helt rigtigt men en fejlberegning løsnede op og det så ud som om egon var begyndt at komme bedre med. Uffe fik dog stillet flere ubehagelige trusler op med sortfeltet løber og dronning og fremstød med kongefløjsbøndernde. Et forhastet fremstød med en bonde gav dog Egons spinger en fri plads på h5 med dækning af alle trusler og så vendte billedet. Pludselig var det Egon der havde angreb og det kunne Uffes stilling ikke holde til.
Svend Aage Ubbesen spillede remis med Rasmus Christensen i et parti hvor Svend Aage stillede sig både meget forsigtigt og meget solidt op. Trods en hvis terrænfordel til Rasmus, lykkedes det ham aldrig at få hul på bylden og omkring tidskontrollen enedes man om pointdeling.
Per vandt over Jens Grud Sørensen i et parti der næsten måtte gå tiden ud før afgørelsen kunne falde.Jens, med de hvide ,havde fordel det meste af tiden ifølge Fritz, indtil Jens forsømte at afvikle til et slutspil som han selv vurderede som tvivlsomt men som Fritz bedømte som fordelagtigt, der efter gik det ned af bakke og Per kunne tilsidst sætte det afgørende angreb ind, og vinde.

I gruppe 2 Vandt Tue et udemærket parti mod Henning Jensen. Henning valgte lidt uforståeligt at gå ind i en binding og forsøgte at komme ud af de selvskabte vanskeligheder med et bondefremstød der efterlod hans bondestilling som en ruin. Den chance udnyttede Tue , som sædevaneligt sikkert og der var aldrig rigtigt tvivl om udfaldet.
Søren Fredsøe havde vist heller ikke de store vanskeligheder mod Fritz Tei. Der røg hurtigt materiale ned i posen til Søren og der var ingen slinger i valsen med gevinstførelsen.
Freddy Holler fik hurtigt sat Ole Hede Madsen under pres. Til sidsts afgjordes det hele på en fejlagtig kongemanøvre der lod en bonde stå udækket. Og så var det slut.

Tilbage