Maksimalt udbytte af førsteholdets første kamp i denne sæson

Efter sidste sæsons nedrykning til Mesterrækken var 1. holdet i nogenlunde uændret opstilling klar til at tage hul på den nye sæson med et besøg i Viborg søndag den 5.11.2006, hvor Viborg 2 stod på menuen, og de blev faktisk spist med hud og hår, da vi kunne tage hjem med en af de sjældne 8-0 sejre. Nok var vi storfavoritter på forhånd med en ratingforskel på 4-500 points på mange af brætterne, men fuldt hus var dog alligevel over forventning.

Per var til en afveksling den første, der var færdig. Da modstanderen stillede sig meget passivt op, valgte Per at blæse til total angreb med kongen i midten og voldsomt h-bondefremstød. Der blev hurtigt pivåbent ved modstanderens konge, og Per kunne afslutte det korte parti med at sætte mat i træk 21.
Ove fik ikke lov at sætte mat, men vandt dog ligeså næsten overbevisende. Han byggede stille og roligt op på kongefløjen og slog hul på Mogens Boels kongestilling med et elegant officersoffer, der var fuldstændig afgørende.

På de to nederste brætter var der heller ikke den store tvivl om udfaldet. Tummas fik som hvid i dronninggambit fremtvunget alvorlige svækkelser ved hjælp af trusler i diagonalen b1-h7 og kunne afsluttende trænge ind bag fjendens linier med sine tunge officerer og dermed afgøre partiet. Oluf var med som reserve og spillede stille og roligt. Der var ikke det store på færde i åbningen, men herefter gjorde Olufs bedre skakforståelse udslaget, og der røg en kvalitet og et par bønder i posen, før Viborg-manden strakte våben.

Jens Sørensen mødte veteranen Christian ”still-going-strong” Bitsch. Jens gik aggressivt til værks med sin Panov variant mod den sorte Caro-Kann åbning. Undervejs kom det dog til at se noget rodet ud, da Jens besluttede at skifte hest/plan i vadestedet. Nogle forviklinger endte dog med, at Jens vandt en springer for 2 bønder og herefter fik konsolideret stillingen og ført gevinsten i land.
På bræt 2 havde Poulsteen Grabow kvindelig modstander i Viborgs Mette Dalsgaard Larsen.I midtspillet så Mette Dalsgaard umiddelbart ud til at have nogenlunde fat, hvad der derefter skete så referenten ikke helt, men pludselig var Grabow i hvert fald i gang med den afgørende kombination, der vandt materiale, så også en pind her.

Jens Madsen blev som sort udsat for et noget umotiveret offer på f7. Viborgs Mikael Bach søgte ikke rigtig de aktive angrebsfortsættelser, der var i stillingen, og Jens kunne konsolidere den materielle overvægt og føre pointet i hus.
Sidste mand var Kai, der slap skidt fra åbningen og kom slemt på hælene mod sin unge modstander. Kai kom nogenlunde helskindet ud af midtspillet med en bonde i undervægt, men stillingen så dog ud til at være holdbar. Som vi jo imidlertid ved, er Kai jo sej, og han fik tiltusket sig bonden igen, samtidig med at han fik en farlig sort fribonde skubbet helt på g3, så nu var det pludselig den unge Viborg-mand, der skulle kæmpe for en halv. Meget symptomatisk for hele kampen tilbød han remis samtidig med, at han lavede den afgørende fejl, der tillod Kai at afslutte partiet kombinatorisk. Rigtig godt kæmpet af Kai, men synd for den åbenlyst talentfulde Anders Andreasen.

Altså 8-0 og vi imødeser med spænding hjemmekampen mod Holstebro om 2 uger, hvor vi skal forvente en del mere modstand.

Tilbage