1 holdet tilbage på førstepladsen efter endnu en 8-0 sejr

Thy generobrede 1. pladsen i Mesterrækken efter søndagens nærmest farceagtige forestilling, hvor et Struerhold i total opløsning på egen bane blev slået 8-0.

Vi havde et enkelt afbud fra Kai Jessen, mens Struerholdets antal afbud vist er svært at skrive i mandtal. Således sad nr. 8 på styrkelisten, Finn Gasseholm på 1. brættet overfor Ove.

Pointsene begyndte hurtigt at trille ind på kontoen. Senads modstander ofrede umotiveret officer for 2 bønder helt uden modspil, og Senad kørte sikkert pointet i hus. Per tog hurtigt initiativet, og Jan Andreasen så sig nødsaget til at ofre materiale, og i slutspillet var der således ingen problemer. Jens Sørensen kom lidt uldent fra åbningen, men da han fik alle brikkerne i spil og en gaffel ind på modstanderen var der heller ikke her problemer.

Ove Kroll kom også ret hurtigt til fadet, da Finn Gasseholm forsøgte sig med en noget utraditionel kongeindisk opstilling. Ove plukkede et par bønder, og så var sagen også her klar. Jens Madsen mødte Erik Pilgård, en af Struers mest rutinerede spillere. Efter skidt spil af Struermanden kunne Jens hurtigt sætte et par bønder på kontoen og lidt senere en kvalitet og derefter pointet.

Oluf var med som reserve for Kai. Han spillede stille og roligt, vandt en bonde og havde en overlegen stilling, da modstanderen overskred betænkningstiden. Kun vor lidt for sorgløst spillende færing, Tummas Jacobsen var lidt i problemer. Han ofrede en kvalitet for angreb, men undveg herefter en del vindende fortsættelser. Slutspillet var fuldt af sjove finesser og pointer, men det endte med, at Tummas trak det længste strå mod sin ellers godt kæmpende unge modstander.

Sidste mand var Poulsten. Han vandt hurtigt en bonde, derefter endnu en. Den unge Struermand strittede noget imod, men da Poulsten stillede op til kongeangreb brød han dog sammen og fik fanget en løber midt på brættet.

Kl. 15.55 var sagen således klar: 8-0 og tilbage på 1. pladsen, da Skive ”kun” vandt 5,5-2,5 over Holstebro. De har nu 28 points mod vores 30. Skives 2. hold var os en god hjælp, da de kun tabte 3-5 til Ringkøbing, der nu er på 3. pladsen med 27,5 points. Nu er der pause helt frem til 4. marts, hvor vi hjemme møder Skive 2, før det i den afsluttende kamp kan blive til et gyseropgør mod Ringkøbing.

Tilbage