1 holdet sikrede sig oprykning i gårsdagens kamp mod Ringkøbing.

Thy Skakklub har igen et hold i 2. division. Det ligger fast efter søndagens afsluttende holdstævne i Mesterrækken, der blev afviklet i Skive. Thy mødte rækkens nr. 2 Ringkøbing og skulle bruge 4½ points for at være helt stensikre på oprykningen. Dette krav blev opfyldt med en sikker sejr på 5½-2½. Skive rykkede med en storsejr på 7-1 forbi Ringkøbing og blev nr. 2 i rækken.

Der var faktisk aldrig tvivl om oprykningen, da pointsene trillede ind på kontoen i et støt tempo. Jens Madsen vandt efter kun 2 timers spil, da modstanderen overså en ellers velkendt taktisk vending, der kostede en officer, og på 1. brættet blev der ret hurtigt sluttet fred mellem de 2 esser Ove Kroll og Jørn Sloth. Kort tid efter vandt også Tummas Jacobsen, der gik hårdt til sagen med et vist ikke helt korrekt officersoffer. Ringkøbingmanden fandt imidlertid ikke det rigtige forsvar og måtte opgive stillet overfor udækkelig mat.

Per Petersen fik en ganske fornuftig stilling efter åbningen, men pludselig gik det skævt, og han mistede en bonde og lidt senere ville det koste yderligere materiale at undgå mat, så Per smed håndklædet i ringen. Det gjorde dog ikke så meget, da vi på dette tidspunkt fik en hjælpende hånd fra Viborg 2, hvor Mads Fløe Holm slog kontra mod en aggressivt spillende Lars Agger. Dermed kunne skibonitterne maksimalt nå 7 points, og kravet til os blev således reduceret til 3½ points.

Det sidste og afgørende point kom i hus, da Senad Huskic kort efter vandt afgørende materiale fra sin modstander efter ellers at have haft en lidt klemt stilling efter åbningen. De 3 tilbageværende partier havde herefter kun kosmetisk betydning – Kai Jessen og Heinz Furrer blev enige om pointdeling i en stilling, hvor Kai vel stod lidt i overkanten og tidligere i partiet i øvrigt havde overset en kvalitetsgevinst

Jens Sørensen og Knud Erik Pedersen tændte også fredspiben, hvad Jens vist ikke skulle være utilfreds med, men modstanderen forvaltede ikke et tårnslutspil med merbonde på den helt rigtige måde.

Kort før tidkontrollen vandt Poulsten Grabow matchens sidste parti. Ringkøbings Stefan Hansen fik tidligt en isoleret d-bonde, som Poulsten belejrede. Tilsidst faldt bonden, hvilket sammen med Ringkøbingspillerens begyndende tidnød blev afgørende. Et tilsyneladende stilrent parti – imidlertid viste efteranalyserne, at Stefan med en forholdsvis enkel manøvre kunne have opnået helt lige spil.

Sejren bragte os samlet op på 40½ point mod Skives 38 på 2. pladsen. Ringkøbing og Holstebro blev nr. 3 og 4 begge med 35 points. Ud af rækken rykker Kjellerup 2.
Næste sæson hedder det så 2. division igen, og denne gang skulle vi helst bide os fast i rækken, holdet er i hvert fald til det, hvis vi kan undgå for mange afbud.

Tilbage