Uafgjort til Nordthys andethold i udekampen mod Struer2.

Så gik årets holdturnering igang. Nordthys 2. hold i A-rækken startede på udebane mod Struers 2. hold. Kampen blev som ventet spændende og jævnbyrdig

På 1. bræt mødte Oluf endnu engang Struers Finn Gasseholm. Oluf stod i midtspillet lidt klemt, men vandt senere en bonde. Oluf kunne dog ikke omsætte merbonden til afgørende fordel, da Gasseholm havde et stærkt løberpar og partiet endte remis. På bræt 2 fik Hans Jørgen ikke et ben til jorden mod Struer formanden Jan Andreasen. En grov fejl i åbningen gjorde at Hans Jørgen faktisk havde tabt inden han kom igang! Svend Aage mødte John Klaus Jensen, som på sine gode dage er en fremragende skakspiller. John Klaus tilbød remis tidligt og Svend Aage acceptede. Egon spillede det ringeste der er set nord for alperne. 3 (tre) meget grove fejl inden for de første 10 træk gjorde at Erik Pilgaard havde let spil og kunne sætte mat efter 16 træk! Jesper spillede som vanligt aggressivt og med stor selvtillid og vandt i sikker stil over Struers Lasse Munkholm Også Uffe fik en sejr. Han måtte dog kæmpe hårdt. På trods af en officersgevinst til Uffe i midtspillet fik den unge Daniel Olesen etableret en farlig fribonde. Det lykkedes dog Uffe at få bonden pacificeret og han kunne køre sejren hjem. Poul havde i lighed med Hans Jørgen og Egon en dårlig aften. En grov overseelse førte til tab af et tårn og den unge Christoffer Boisen fra Struer rystede ikke på hånden i sin gevinstførelse. På 8. bræt var Kent også oppe mod en af Struers unge skoleskaktalenter. Efter en rolig åbning fik Kent i midtspillet en kvalitet forærende og derefter var der ikke tvivl om Kents sejr.
Altså uafgjort 4-4 efter en meget svingende præstation af os. Men vi er godt igang og ser frem mod næste kamp, som er hjemme mod Herning 3 den 21 november.

Tilbage