En retfærdig sejr .....
  I 5. runde af årets holdturnering skulle vi på Thy`s 2. hold møde Viborg 3. Vi scorede i efterårets kamp mod et meget stærkt Viborg  2  3½ point. Så vi satsede på sejr og på at bide os fast i den bedste halvdel af A-rækken.

   Vi kom dog også fint fra start. Flere af os fik tidligt fordel. Første mand på tavlen var 2. bræt, som var besat af  Jesper. En hurtig bondegevinst blev forvandlet til et smukt kongeangreb, som den unge Viborgspiller ikke kunne stille meget op imod. 1-0. Næste mand på tavlen var Poul på 6. bræt. Poul gik i vanlig  stil efter kongen fra start og trængte ind i Jens Willumsens stilling med sin dronning. Dette gav afgørende materialegevinst og pointet var i hus. 2-0 Næste mand færdig var holdlederen på bræt 4. Jeg vandt hurtigt en officer for 2. bønder. Efterfølgende blev Jonas Nielsens konge jagtet rundt med yderligere materialegevinst til følge. Derefter var der ikke tvivl om udfaldet. 3-0
    Så var der Olufs tur til at komme på tavlen. Oluf fik via et indtrængende tårn på c3 etableret et farligt angreb, der kostede Viborg spilleren en officer og samtidig fik Oluf farligt angreb. Så stod det 4-0! Næste mand færdig var Svend Aage. Desværre for Svend Aage og os fik han ikke rigtig fat denne aften. Via et angreb i h-linien vandt Henrik Wang-Holm et par bønder og afviklede derefter til vundet slutspil. 4-1. Heller ikke Uffe var rigtigt i stødet. Viborgs Bjarne Nielsen fik pres mod Uffes svage d-bonde og kunne efter et par smarte manøvre sikre sig afgørende fordel. 4-2
    Så manglede bræt 8 og bræt 1.  På 8. bræt spillede Torben et spændende parti. Modstanderen bemægtigede c-linien, men Torben forsvarede sig godt og slog kontra i netop g-linien. 5-2.
Sidste mand var Rune, som tidligt vandt en bonde og flot holdt fast i fordelen. I slutspil med tårn og springer var Rune skarp og op mod 2. tidskontrol lykkedes det ham at omsætte merbonden til gevinst. Flot spillet. 6-2

    Med denne overbevisende sejr har vi 22 point efter 5 runder. I de 2 sidste runder skal vi møde Vorgod 1 og Herning 3. Med sejr i de 2 opgør er 2. pladsen inden for rækkevidde. Absolut værd at kæmpe for!

           
                     Egon Madsen, holdleder Thy 2








Tilbage